Home

Den største sikkerhedstrussel

E-mail Print PDF

Artikel i Nordjyske (25.11.2015)

Den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram, som betyder ’vestlig uddannelse er syndig’, udgør den ubetinget største sikkerhedstrussel i Nigeria, der er Afrikas folkerigeste land med den største økonomi i Afrika. Boko Haram hærger ikke bare i Nigeria, men også i dets nabolande. Dens mål er at indføre sharialoven i Nigeria og andre afrikanske lande.
Som i så mange andre afrikanske lande, er der megen korruption i Nigeria. Det ser imidlertid ud til, at den i maj i år valgte præsident, Muhammadu Buhari, har sat sig som mål at bekæmpe den store korruption i landet. Samtidig har han sammen med nogle af Nigerias nabolande seriøst taget kampen op mod Boko Haram.

Mens verdens øjne var rettet mod Frankrig, foregik der store terrorhandlinger i Nigeria. En ny opgørelse fra Global Terrorisme Database viser, at Boko Haram har overhalet Islamisk Stat med hensyn til drab. I 2014 udførte Boko Haram 6.644 drab og Islamisk Stat 6.073 drab. Ligesom Islamisk Stat tilbyder Boko Haram unge frustrerede mennesker, hvoraf mange er kriminelle, mad og husly.

For kort tid siden (tirsdag 17. november i år) stod Boko Haram bag endnu et stort terrorangreb på et marked i Nigeria med 32 døde.
Boko Haram blev især kendt, da bevægelsen i 2014 bortførte 276 unge kvinder fra en kristen missionsskole i byen Chirup i Nigeria. Der blev forhandlet og mange troede i første omgang, at det ville være muligt at få pigerne tilbage ved at betale en løsesum.  Det lykkedes ikke, og nogle af de kidnappede piger er siden blevet solgt og brugt som slaver.

Det er lykkedes soldater fra Nigeria, Cameroun, Tchad og Niger at generobre mange at de byer, Boko Haram har haft kontrol over.
Selvom Frankrig hjælper Nigeria med efterretninger og USA har sendt civilklædte soldater for at hjælpe Nigeria og omliggende lande, synes der ikke at være en samlet koordinering i kampen mod Boko Haram.
Bevægelsen repræsenterer en sikkerhedstrussel ikke bare i Nigeria, men i hele regionen. Vi ved hvad Islamisk Stat er i stand til.