Home

LAD INKLUSIONEN FOREGÅ LANGSOMT

E-mail Print PDF

Synspunkt bragt i Nordjyske, august 2014

Da vi i 1961 oprettede de første specialklasser for børn med alle slags svære handicap ved Herning kommunale skolevæsen, oplevede vi stor modstand blandt forældre og lærere. Politikerne var gennemgående positive overfor forsøget.

Nu sker det igen. Blot er forslaget om inklusion af børn med særlige behov i de almindelige klasser et yderligere skridt i retning af total inklusion.

I 1994 afholdt Spanien og UNESCO en verdenskonference i Salamanca i Spanien. Her vedtog man en deklaration, der understregede, at de børn, der har særlige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme disse børns behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn.

Nu 20 år efter Salamanca deklarationen kommer der i Danmark en ny folkeskolelov, der bl.a.  lægger stor vægt på, at der inkluderes flere børn med særlige behov i Folkelskolen.

I de senere år har kommunerne i Danmark henvist et stadigt stigende antal børn til specialundervisning, hvorved de i mange tilfælde er blevet adskilt fra fællesskabet med andre børn.

I den nye folkeskolelov anbefales det, at færre børn henvises til specialundervisning uden for den almindelige klasse. Det er helt i tråd med filosofien om en skole for ALLE. Ifølge det nye forslag skal 96% af alle børn være inkluderet i de almindelige skoler efter sommerferien i år.

Det er, som om man i debatten har bidt sig fast i de negative sider af inklusionen. Det er sjældent, forældre, lærere, skoleledere og for den sags skyld børn beretter om positive oplevelser ved inklusion.

Hvad er der galt? Hvorfor er alle så negative? Hvad kunne man gøre anderledes?

Lærerne kunne være bedre forberedte. Mange lærere føler, at loven om folkeskolen er blevet presset ned over hovedet på dem. Måske er ideen om inklusion blot blevet en del af den generelle utilfredshed med den nye folkeskolelov og frustration over de ringe resultater, lærerne opnåde i lærerkonflikten.

Mange lærere og pædagoger  føler  ikke, de har været tilstrækkeligt klædt på fagligt til at kunne individualisere undervisningen, så den kan omfatte de store indlæringsmæssige og emotionelle forskelle, der er blandt børnene i en klasse, hvor man forsøger at inkludere næsten alle elever.

Man bør være mere opmærksom på at gøre brug af det hjælpeapparat, der findes i kommunerne, f.eks. psykologer, specialpædagoger, socialrådgivere og andre, der er i stand til at hjælpe målrettet med at gøre inklusion til en succes. Lærerne bør have løbende supervision, og der bør være den nødvendige tid og de nødvendige resurser til lærerne. Forældre til børn med specielle behov bør tilbydes et udvidet skole-forældresamarbejde.

Skolerne må i højere grad tænke på de fysiske rammer. Hvordan klasselokalerne kan indrettes til den inkluderende undervisning. Der skal være plads til alle - også til de børn, der ”fylder” mere end andre, og som kræver mere opmærksomhed end de fleste.

Selvom jeg er enig i målet med den inkluderende undervisning, kunne jeg have tænkt mig, at det hele ikke skulle gå så hurtigt.  Man skulle have begyndt med inklusion i de yngste klasser. Det kan være et alvorligt indgreb i et barns skolesituation, såfremt det flyttes til en almindelig skole efter at have gået flere år på specialskole eller i en specialklasse på en almindelig skole.

Det var tanken, at de hidtidige udgifter til specialundervisning skulle følge barnet med særlige behov til den almindelige klasse. Det er mit indtryk, at det ikke er sket ved ret mange skolevæsener.

Børn med særlige behov bør være så tæt på det almindelige skolesystem eller den almindelige undervisning som muligt. Det giver den bedste demokratiske udvikling af børnene. Og man undgår, at børn med handicap stigmatiseres ved at blive udskilt.

 

Last Updated ( Friday, 26 December 2014 15:15 )