Home

Welcome to Dr. Med. Kurt Kristensens Website

I rivende udvikling

Synspunkt i Nordjyske 8. august 2016

Man kan undres over, hvordan Rwanda på 30 år har kunnet gå fra at være et af de dårligst fungerende til at blive et af de bedst fungerende lande i Afrika.

Da folkedrabet fandt sted i Rwanda i 1994, oplevede vi, mens vi boede i Uganda, at et lig hvert tredje minut flød ned ad Kagera floden og ud i Lake Victoria. I Rakai distriktet, samlede man de lig op, der kom flydende.
Med bulldozere gravede distriktet massegrave til de tusinder af døde kvinder, mænd og børn, der blev samlet op hver dag, så man kunne undgå en epidemi.
Der blev på 100 dage dræbt omkring 800.000 tutsier og moderate hutuer, uden at verdenssamfundet greb ind for at stoppe disse grusomheder og redde menneskeliv.

En af de mest rystende oplevelser, jeg har haft i Afrika, havde jeg på et officielt besøg i Rwanda i 1998. Aldrig har jeg set så mange gadebørn. Rwanda var det land, der i denne periode procentvis havde de fleste forældreløse børn i verden.
Det var i 1998, fire år efter folkemordet, underligt at sidde i et møde i Rwanda og vide, at deltagerne rundt om bordet var en blanding af tutsier og hutuer. Alle deltog i diskussionerne, og atmosfæren var venlig og afslappet. Måske havde en af de deltagende hutuer ved bordet fire år tidligere dræbt en fra sidemandens tutsi familie.

Da min kone Kirsten og jeg en halv snes år senere igen var på officielt besøg Rwanda i 2008, oplevede vi et land i en rivende udvikling.
En meget stor del af forklaringen på den positive udvikling i Rwanda, skyldtes først og fremmest den valgte Præsident Poul Kageme. Nogle ville måske kalde Kagema lidt af en diktator, men han havde bl.a. evnet af få filosofien om tilgivelse til at slå rod i befolkningen. Huse var blevet istandsat, veje var blevet repareret, så vi ikke længere kørte ned i dybe huller. som vi ofte dengang gjorde det i både Kenya og Uganda.
Det var lykkedes Poul Kagame at forsone de to befolkningsgrupper, hutuerne og tutsierne.

Lad mig give et enkelt eksempel på præsidentens arbejdsmetode. Han havde, da vi besøgte landet i 2008, beordret alle fra departementschefen til det lavest rangerede kontorbud ud for at gøre rent omkring huse og bygninger én fredag om måneden. Det gav en afsmittende virkning på borgerne. Jeg har aldrig set så rene gader.

Rwanda er i dag ifølge Verdensbankens netop udsendte rapport ”ease of doing business ranking” det land i Afrika syd for Sahara, der klarer sig næstbedst økonomisk.
Hovedindtægterne kommer i dette land på kun 26.338 km2 og med et indbyggertal på ca. 8 millioner   fra turisme og minedrift.
Landet er smukt beliggende. Relativt højt over havets overflade i hjertet af Afrika syd for Ækvator.

Poul Kagame blev i august 2010 genvalgt som præsident for en ny syvårig periode. Ifølge forfatningen, som han selv har været med til at udarbejde, kan en præsident i Rwanda kun sidde i to perioder. Det ser dog ud til, at han har fået politisk tilslutning til at genopstille for en tredje periode ved valget i 2017. Det skyldes ikke mindst, at han har været dynamoen i landets forsoning mellem hutuerne og tutsierne, og de store økonomiske fremskridt landet har opnået. Nogle vil dog hævde, at Poul Kagame ikke helt har overholdt alle demokratiske spilleregler.

Man må håbe, at Rwanda med de store ambitioner og det gedigne arbejde, som regeringen med Kagame i spidsen har udført, kan undgå nye konfrontationer mellem hutuerne og tutsierne.
Poul Kagame har som præsident prioriteret national udvikling. Han har bl. a. lanceret et program, der skal gøre Rwanda til et vidensbaseret mellemindkomst land i 2020.

 

 

Truet på livet

Truet på livet 17.5.2016

Af Kurt Kristensen,
dr.med. tidligere chefrådgiver for Danida i Kenya og Uganda
Enebærvej 10, 9500 Hobro
This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it

Så er det igen på forsiderne. De ca. 10.000 albinoer, som lever i Malawi, risikerer at blive udryddet.
Der er i øjeblikket megen fokus på albinoer i Malawi, som der var i Uganda for nogle år siden.

Fra vores mere end 30 år i Afrika ved vi naturligvis godt, at langt de fleste afrikanere er overtroiske på et eller andet niveau.
Glem ikke, sagde vores engelske læge, der har boet i Afrika næsten hele sit liv, at selv de fleste veluddannede afrikanere er overtroiske.

FN menneskerettigheders ekspert, Ikponwosa Ero, advarede den 29 april i år under et ophold i Malawi om grusomheder mod albinoer og deres forældre.
Selvom der angiveligt kun er ca. 10.000 albinoer i Malawi, vil angreb på blot nogle få bevirke en frygt hos alle andre. Albinoerne lever i konstant frygt for overgreb, som der bør sættes massivt ind for at stoppe.

Mens vi boede i Uganda, blev en heksedoktor, Musa Bogere, arresteret, mistænkt for menneskeofring, efter at der var fundet afskårne arme og ben og et hoved af et menneske i hans helgenskrin. Da naboerne fik nys om sagen, brændte de skrinet og satte ild til Musa. Inden politiet ankom, var Musa så ilde tilredt, at han døde af sine brandsår. Det er ikke et enestående tilfælde. Mord for at få fat i legemsdele er meget udbredt i afrikanske lande.
Vi har hørt en del om disse bestialske handlinger i de perioder, hvor pressen satte stort fokus på menneskeofringer. Især synes drab på småbørn at være stigende i flere afrikanske lande. Det er blevet en god forretning, der er drevet af troen på, at menneskedele har magisk kraft. Et menneske, der begraves under en nybygning, vil give bygherren velstand. Mange er overbeviste om, at legemsdele fra albinoer har en særlig magisk kraft. Tyve bryder ind i huse som almindelige røvere, men ikke for at stjæle penge og andre værdigenstande, men for at stjæle en albino. Jo yngre er jo større magi.

I Afrika er det ikke så vanskeligt at spotte en albino, som skiller sig markant ud fra sorte afrikanere. Situationen er efterhånden blevet så alvorlig, at mange albinoer flygter fra de områder, hvor myrderierne er flest. Især er forældre til helt små albinobørn meget skræmte. Mange albinoer er nu under politibeskyttelse.

Hvad kan der gøres for at mindske eller helt fjerne grusomhederne mod albinoer?
Man må håbe, at den rapport, som FN menneskerettighedsekspert Ikponwosa Ero præsenterer for FN i marts 2017 om de frygtelige tilstande albinoer og deres familier lever under i mange afrikanske lande, vil belyse forholdene, og der vil blive givet detaljerede anvisninger på, hvordan man skal komme disse uhyrligheder til livs.

I den verserende diskussion om, hvordan dansk bistand bedst anvendes, vil det være naturligt at pege på, at bistanden fortsat bør kunne støtte sociale projekter, som f.eks. bistand til nedbrydning af de bizarre holdninger, der mange steder eksisterer overfor albinoer. En sådan støtte skal naturligvis tilrettelægges i sammenhæng med den kommende FN rapport.

 

 

 

 

Den største sikkerhedstrussel

Artikel i Nordjyske (25.11.2015)

Den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram, som betyder ’vestlig uddannelse er syndig’, udgør den ubetinget største sikkerhedstrussel i Nigeria, der er Afrikas folkerigeste land med den største økonomi i Afrika. Boko Haram hærger ikke bare i Nigeria, men også i dets nabolande. Dens mål er at indføre sharialoven i Nigeria og andre afrikanske lande.
Som i så mange andre afrikanske lande, er der megen korruption i Nigeria. Det ser imidlertid ud til, at den i maj i år valgte præsident, Muhammadu Buhari, har sat sig som mål at bekæmpe den store korruption i landet. Samtidig har han sammen med nogle af Nigerias nabolande seriøst taget kampen op mod Boko Haram.

Mens verdens øjne var rettet mod Frankrig, foregik der store terrorhandlinger i Nigeria. En ny opgørelse fra Global Terrorisme Database viser, at Boko Haram har overhalet Islamisk Stat med hensyn til drab. I 2014 udførte Boko Haram 6.644 drab og Islamisk Stat 6.073 drab. Ligesom Islamisk Stat tilbyder Boko Haram unge frustrerede mennesker, hvoraf mange er kriminelle, mad og husly.

For kort tid siden (tirsdag 17. november i år) stod Boko Haram bag endnu et stort terrorangreb på et marked i Nigeria med 32 døde.
Boko Haram blev især kendt, da bevægelsen i 2014 bortførte 276 unge kvinder fra en kristen missionsskole i byen Chirup i Nigeria. Der blev forhandlet og mange troede i første omgang, at det ville være muligt at få pigerne tilbage ved at betale en løsesum.  Det lykkedes ikke, og nogle af de kidnappede piger er siden blevet solgt og brugt som slaver.

Det er lykkedes soldater fra Nigeria, Cameroun, Tchad og Niger at generobre mange at de byer, Boko Haram har haft kontrol over.
Selvom Frankrig hjælper Nigeria med efterretninger og USA har sendt civilklædte soldater for at hjælpe Nigeria og omliggende lande, synes der ikke at være en samlet koordinering i kampen mod Boko Haram.
Bevægelsen repræsenterer en sikkerhedstrussel ikke bare i Nigeria, men i hele regionen. Vi ved hvad Islamisk Stat er i stand til.

 

LAD INKLUSIONEN FOREGÅ LANGSOMT

Synspunkt bragt i Nordjyske, august 2014

Da vi i 1961 oprettede de første specialklasser for børn med alle slags svære handicap ved Herning kommunale skolevæsen, oplevede vi stor modstand blandt forældre og lærere. Politikerne var gennemgående positive overfor forsøget.

Nu sker det igen. Blot er forslaget om inklusion af børn med særlige behov i de almindelige klasser et yderligere skridt i retning af total inklusion.

I 1994 afholdt Spanien og UNESCO en verdenskonference i Salamanca i Spanien. Her vedtog man en deklaration, der understregede, at de børn, der har særlige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme disse børns behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn.

Nu 20 år efter Salamanca deklarationen kommer der i Danmark en ny folkeskolelov, der bl.a.  lægger stor vægt på, at der inkluderes flere børn med særlige behov i Folkelskolen.

I de senere år har kommunerne i Danmark henvist et stadigt stigende antal børn til specialundervisning, hvorved de i mange tilfælde er blevet adskilt fra fællesskabet med andre børn.

I den nye folkeskolelov anbefales det, at færre børn henvises til specialundervisning uden for den almindelige klasse. Det er helt i tråd med filosofien om en skole for ALLE. Ifølge det nye forslag skal 96% af alle børn være inkluderet i de almindelige skoler efter sommerferien i år.

Det er, som om man i debatten har bidt sig fast i de negative sider af inklusionen. Det er sjældent, forældre, lærere, skoleledere og for den sags skyld børn beretter om positive oplevelser ved inklusion.

Hvad er der galt? Hvorfor er alle så negative? Hvad kunne man gøre anderledes?

Lærerne kunne være bedre forberedte. Mange lærere føler, at loven om folkeskolen er blevet presset ned over hovedet på dem. Måske er ideen om inklusion blot blevet en del af den generelle utilfredshed med den nye folkeskolelov og frustration over de ringe resultater, lærerne opnåde i lærerkonflikten.

Mange lærere og pædagoger  føler  ikke, de har været tilstrækkeligt klædt på fagligt til at kunne individualisere undervisningen, så den kan omfatte de store indlæringsmæssige og emotionelle forskelle, der er blandt børnene i en klasse, hvor man forsøger at inkludere næsten alle elever.

Man bør være mere opmærksom på at gøre brug af det hjælpeapparat, der findes i kommunerne, f.eks. psykologer, specialpædagoger, socialrådgivere og andre, der er i stand til at hjælpe målrettet med at gøre inklusion til en succes. Lærerne bør have løbende supervision, og der bør være den nødvendige tid og de nødvendige resurser til lærerne. Forældre til børn med specielle behov bør tilbydes et udvidet skole-forældresamarbejde.

Skolerne må i højere grad tænke på de fysiske rammer. Hvordan klasselokalerne kan indrettes til den inkluderende undervisning. Der skal være plads til alle - også til de børn, der ”fylder” mere end andre, og som kræver mere opmærksomhed end de fleste.

Selvom jeg er enig i målet med den inkluderende undervisning, kunne jeg have tænkt mig, at det hele ikke skulle gå så hurtigt.  Man skulle have begyndt med inklusion i de yngste klasser. Det kan være et alvorligt indgreb i et barns skolesituation, såfremt det flyttes til en almindelig skole efter at have gået flere år på specialskole eller i en specialklasse på en almindelig skole.

Det var tanken, at de hidtidige udgifter til specialundervisning skulle følge barnet med særlige behov til den almindelige klasse. Det er mit indtryk, at det ikke er sket ved ret mange skolevæsener.

Børn med særlige behov bør være så tæt på det almindelige skolesystem eller den almindelige undervisning som muligt. Det giver den bedste demokratiske udvikling af børnene. Og man undgår, at børn med handicap stigmatiseres ved at blive udskilt.

 

 

ROLD SKOV - HVORFRA MIN VERDEN GÅR - I

Mine tanker beskæftiger sig ofte med min barndoms Rold Skov. Også nu, hvor jeg bor det meste af tiden i Afrika.

Read more...
 
  • «
  •  Start 
  •  Prev 
  •  1 
  •  2 
  •  Next 
  •  End 
  • »
Page 1 of 2

Login Form

Popular